Retfærdig pension
Det er tid til næste skridt
For fire år siden lavede vi Arne-pensionen for at sikre en værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. En beskyttelsesring for de mennesker, der har været længst tid på arbejdsmarkedet og i hårde fysiske jobs. Nu er tiden kommet til, at vi tager næste skridt. Derfor vil vi genforhandle velfærdsaftalen, så den bliver mere social retfærdig og realistisk. Så vi får et bedre bud på fremtidens pensionsalder.
Når vi lever længere, giver det god mening, at en del af den forlængede levetid går til nogle flere år på arbejdsmarkedet. Velfærdsaftalen er på mange måder en god aftale, og den er en motor, der sikrer, at vi kan investere i velfærdssamfundet for fremtidige generationer. Men det er også en aftale, der har nogle udfordringer i sig.
Derfor er næste år sidste gang, at Socialdemokratiet stemmer for den automatiske stigning på ét år. Vi vil genforhandle velfærdsaftalen. I vores øjne kan man ikke bare blive ved og ved med at sige, at folk skal arbejde et år længere. Danskernes arbejdsliv er meget forskellige.
Vi har ikke et færdigt udspil og det her er en meget stor beslutning for vores samfund. Vi vil holde fast i en form for indeksering. Det skal selvfølgelig gøres klogt og ansvarligt. Derfor er det afgørende, at der er god tid til debatten, og derfor melder vi nu, hvordan vi ser på det her spørgsmål.
Vil du være med i fællesskabet?
Som intromedlem af Socialdemokratiet bliver du en del af et stærkt politisk fællesskab, der arbejder for at sikre solidariteten, styrke velfærden og gennemføre den grønne omstilling.
Meld dig ind i dag og vær gratis medlem til den 30.06.2025.