Gå til sidens indhold
Socialdemokratiets miljøpolitik bygger på en vision om en bæredygtig fremtid med mere ren luft og færre kemikalier i dagligdagen.

Miljø

Naturnationalparker

Forskere har gentagne gange slået fast, at vores natur er i krise. FN’s naturpanel har understreget, at biodiversiteten er i stærk tilbagegang, og at den udvikling fortsætter.

Socialdemokratiet gik til valg på at give naturen mere plads. Vi har afsat 888 mio. kroner til en Natur- og biodiversitetspakke til et historisk løft af naturen med blandt andet 15 naturnationalparker.

En naturnationalpark er et større sammenhængende naturområde, hvor naturen og biodiversiteten har førsteprioritet. I naturnationalparkerne skal der udsættes store græssende dyr, som skaber en vildere natur med levesteder til dyr og planter.

Naturnationalparkerne er et vigtigt værktøj til at løse flere af de hovedudfordringer, som den danske natur står over for. Det er ikke nok med mere af det samme – der er brug for naturnationalparkerne.

I naturnationalparkerne venter der danskerne mange nye og spændende naturoplevelser i det fri. For med en rigere og vildere natur kommer også rigere og vildere friluftsoplevelser.

Alt for længe har vi ikke taget naturens og biodiversitetens kritiske tilstand alvorligt.

For Socialdemokratiet er vores alles natur en vigtig prioritet. Vi har allerede taget mange vigtige skridt, men arbejdet er ikke færdigt endnu.

Det har vi gjort

  • Vi har afsat 888 mio. kroner til en Natur- og biodiversitetspakke.

  • Vi har udpeget 15 naturnationalparker spredt ud over Danmark, og vi har afsat 5 mio. kroner til friluftsliv i hver naturnationalpark. Derudover har vi udpeget to marine naturnationalparker i Øresund og i Lillebælt.

  • Vi har indgået Trepartsaftale med Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet om friluftsliv i naturnationalparkerne.

  • Vi har afsat 15,9 mio. kroner til blandt andet etablering af friluftsfaciliteter og opkøb af nærliggende arealer.

Urørt skov

Vores natur har brug for mere plads. Plads til at være natur på mere naturlige præmisser og uden menneskelig indblanding.

Socialdemokratiet gik til valg på et løfte om at give naturen mere plads med etablering af op mod 75.000 hektar urørt skov. Vi har sammen med SF, Radikale, Enhedslisten og Alternativet afsat 888 mio. kroner til en Natur- og biodiversitetspakke til et historisk løft af naturen blandt andet til etablering af op mod 75.000 hektar urørt skov.

En stor del af de urørte skove skal ligge i Danmarks 15 nye naturnationalparker.

I en urørt skov bliver naturen fri for motorsave og maskiner og får i stedet plads til at udbrede sig. Vi sætter en stopper for motorsave og maskiner, men ikke for menneskers adgang til at komme ud i det fri og få store naturoplevelser.

Når vi lader vores skove stå urørte, vil de over tid blive rige på gamle træer, døde stammer og en stor biodiversitet.

Vi har mere end fordoblet arealet af urørt skov, så der nu er udpeget cirka 75.000 hektar, men arbejdet stopper ikke her. Skove har afgørende betydning for vores biodiversitet, og vi vil fortsat arbejde for udpegning af urørt skov for at sikre levesteder til truede dyre- og plantearter.

Det har vi gjort

  • Vi har i alt udlagt cirka 75.000 hektar urørt skov, hvormed ca. 12 procent af skovarealet i Danmark nu er urørt.

  • Vi har igangsat en ny kortlægning af biodiversitet i private skove.

  • Vi har afsat 15 mio. kroner til udlægning af urørt skov på private arealer.

Drikkevand

Vi har noget af verdens bedste vand, og det skal vi trygt kunne drikke. Det er naturligt for os danskere at åbne for vandhanen og drikke vandet direkte derfra. Uden smag af klor og uden at det er pakket ind i plastik. Sådan skal det også være i fremtiden.

I denne regeringsperiode er vi begyndt at screene grundvandet for over 400 stoffer. Det er bekymrende, når vi finder flere og flere rester af sprøjtemidler i vores grundvand.

De rester, der findes i grundvandet, er af stoffer, som har været forbudt i flere år. Det understreger, at indsatsen for at beskytte vores grundvand kræver en koordineret og langsigtet politisk indsats, som går på tværs af det politiske spektrum og forskellige regeringsperioder.

Vi skal beskytte vores drikkevandsressourcer bedre. Det gør vi blandt andet ved at begrænse sprøjtemidler nær vandboringer og ved at etablere mere bynær skov.

Det har vi gjort

  • Vi har øget overvågningen af grundvandet samt igangsat en kortlægning af udfordringer med grundvandet.

  • Vi har fremskyndet beskyttelsen af drikkevandsboringer.

  • Vi har afsat 170 mio. kroner til en Drikkevandsfond, som åbnede den 1. september 2022 og skal bidrage til at sløjfe såkaldte spøgelsesbrønde eller opkøbe jord, hvor der kan rejses skov. Derudover har vi afsat 50 mio. kroner til etablering af 180-200 hektar ny statslig skov i hovedstadsområdet.

  • Vi har vedtaget et forbud mod brug af glyphosat på arealer, som fortove, indkørsler og terrasser, og vi har indgået aftale om en ny sprøjtemiddelstrategi for 2022-2026 med blandt andet flere penge til varslingssystemet for udvaskning af sprøjtemidler.

  • Vi har igangsat arbejdet med en ny national strategi for håndtering af PFAS-forurening og arbejder for et forbud mod alle ikke-samfundskritiske brug af PFAS-stoffer i EU.

Apropos...

Klima

Et grønt foregangsland

Se mere

Landbrug og fødevarer

En fødevareproduktion i balance

Se mere

Tættere på

Flere uddannelser og levende lokalsamfund

Se mere

Erhvervs­uddannelser

Erhvervsuddannelser gør Danmark rigere

Se mere

Vil du være med i fællesskabet?

Som intromedlem af Socialdemokratiet bliver du en del af et stærkt politisk fællesskab, der arbejder for at sikre solidariteten, styrke velfærden og gennemføre den grønne omstilling.

Meld dig ind i dag og vær gratis medlem til den 30.06.2025.

Bliv gratis intromedlem

Gå til indmeldelse